Albertslund er blandt de hårdest ramte: Hver tiende voksen har type 2-diabetes

Albertslund Kommune er en af de kommuner i Danmark, hvor flest voksne lever med type 2-diabetes. Nye tal fra Diabetesforeningen viser, at 10 procent af de voksne borgere i kommunen har sygdommen. Det placerer Albertslund som nummer 4 på landsplan. (Foto: AS Photography)
dato

Ny analyse viser, at Albertslund Kommune har en af landets højeste andele af voksne med type 2-diabetes

Albertslund Kommune er en af de kommuner i Danmark, hvor flest voksne lever med type 2-diabetes. Nye tal fra Diabetesforeningen viser, at 10 procent af de voksne borgere i kommunen har sygdommen. Det placerer Albertslund som nummer 4 på landsplan.
I alt lever 2.334 voksne med type 2-diabetes i Albertslund Kommune. Det er cirka 800 flere end for 10 år siden.

Tallene er offentliggjort i forbindelse med Danmarks Diabetesdag og peger på store geografiske forskelle i udbredelsen af sygdommen.

– Det er en udvikling, vi som samfund skal tage meget alvorligt. Diabetes er en livsændrende kronisk sygdom, som kan medføre alvorlige og invaliderende følgesygdomme, som kan gøre stor, permanent skade på øjne, nyrer og hjerte – og som man kan dø af, siger Claus Richter, administrerende direktør i Diabetesforeningen.

Samtidig er udviklingen i Albertslund steget over de seneste 10 år. Andelen af voksne med type 2-diabetes er gået fra 7,4 procent i 2015 til 10 procent i 2025.
På landsplan er udviklingen tydelig. I dag lever 384.600 danskere med diabetes, og langt de fleste har type 2-diabetes. Det er en stigning på 42 procent siden 2015.

– Vi er vidner til et trafikuheld i slowmotion: Hvis vi ikke handler, men bare ser til, vil udviklingen fortsætte. Det har alvorlige konsekvenser for den enkelte og for samfundet, siger Claus Richter.
Danmarks Diabetesdag blev 26. april markeret over hele landet med gåture, der satte fokus på sygdommen og den stigende udbredelse.
Man kan teste sin risiko for type 2-diabetes på www.diabetes.dk/risikotest 

Fakta: Kommuner med højest andel voksne med type 2-diabetes (2025)
Ishøj: 11,4 %
Lolland: 11,0 %
Odsherred: 10,3 %
Albertslund: 10,0 %
Tønder: 10,0 %
Struer: 10,0 %
Brøndby: 10,0 %
Langeland inkl. Ærø: 10,0 %
Halsnæs: 9,8 %
Bornholm: 9,4 %
 
Kilde: Diabetesforeningen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.