Vil du være med til at styrke den pædagogiske indsats for vores indsatte?
Har du en stærk pædagogisk profil, og trives du i krydsfeltet mellem strukturerede planer, kreativitet og tværfagligt samarbejde? Så er du måske vores nye socialpædagog.
Herstedvester Fængsel er kendetegnet ved at huse indsatte med lange domsforløb. Her arbejder vi med mennesker i akutte og komplekse livssituationer, hvor psykiske lidelser, misbrug og sociale udfordringer ofte går hånd i hånd. Som led i en omfattende strafreform styrker vi nu indsatsen for at nedbringe tilbagefald og skabe en mere meningsfuld afsoning.
Som socialpædagog hos os bliver du en nøglespiller i at gøre denne vision til virkelighed.
Hvad går jobbet ud på?
Det overordnede formål med din stilling er at skabe fundamentet for en positiv hverdag under afsoning.
Pædagogisk behandling og struktur
Du planlægger og gennemfører forløb, der hjælper de indsatte med at håndtere psykiske og sociale udfordringer – herunder træning i daglige gøremål (ADL).
Relations- og motivationsarbejde
Du arbejder målrettet med at styrke den indsattes motivation og skaber tætte relationer gennem det daglige arbejde i vores værksted.
Tværfaglig forankring
Du indgår i et tæt samarbejde med uniformerede kolleger, psykologer, socialrådgivere og sundhedspersonale om at understøtte den enkelte indsatte bedst muligt.
Din hverdag
Dit daglige arbejde vil foregå i vores Multiværksted, hvor der arbejdes med både maskiner og kreative sysler. Derfor er det en stor fordel, hvis du har et håndværk eller hobby, som du har lyst til at dele ud af.
Dagene har en stram struktur, men er samtidig også underlagt de indsattes tilstand. Det kræver af dig, at du er god til at læse det enkelte menneske og kan tilpasse dit arbejde efter skiftende muligheder. F.eks. kan det være nødvendigt at smide, hvad i har i hænderne og gå en tur eller bage nogle boller.
Du vil indgå i en tæt gruppe med 5 kollegaer, hvoraf 4 er værkmestre og en enkelt er faglærer.
Om dig
- Du er uddannet socialpædagog eller har en anden relevant socialfaglig baggrund
- Du er fagligt velfunderet og har lyst til at bringe dit fag i spil i samarbejde med andre faggrupper
- Du trives i arbejdet med udsatte mennesker, som står i komplekse livssituationer
- Du er stærk i konflikthåndtering
- Du formår at skabe gode relationer
- Du har energi og lyst til at udvikle din rolle og understøtte et højt aktivitetsniveau i værkstedet
- Du er løsningsorienteret og kan navigere både på tværs af indsatser og organisatoriske skel
- Du er kreativ og har lyst til at bruge dagen i et værkstedsmiljø.
Et job med mening, hvor din pædagogiske faglighed er direkte medvirkende til at skabe et samfund med mindre kriminalitet.
Høj grad af tværfaglighed i et unikt arbejdsmiljø.
En udfordrende hverdag, hvor ikke to dage er ens, og hvor du får stor indflydelse på tilrettelæggelsen af dine opgaver.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fast fuldtidsstilling med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 37 timer.
Ansættelse og aflønning sker i henhold til Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation (LC) og Centralorganisationen af 2010 (LC/CO10), samt Organisationsaftale for pædagoger m.fl. i kriminalforsorgen.
Hvis du i forvejen er tjenestemandsansat i Danmarks Fængsler, vil der være mulighed for at bevare din tjenestemandsansættelse.
Ansættelsesområdet er Danmarks Fængsler.
Arbejdsstedet er Holsbjergvej 20, 2620 Albertslund.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du i forbindelse med samtalen giver dit samtykke til, at Danmarks Fængsler må indhente og vurdere oplysninger om dig i det Centrale Kriminalregister.
Ansøgning
Stillingen søges elektronisk via knappen ”Søg stillingen”. Din ansøgning, CV, dokumentation for uddannelse samt andet relevant materiale skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest den 24. april 2026.
Vi indkalder til samtaler løbende.
Hvis du indkaldes til samtale, skal du til samtalen medbringe billedidentifikation, f.eks. pas eller kørekort.
Inden ansættelse skal vi modtage dokumentation for CV.
Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.
Spørgsmål?
Du er velkommen til at kontakte Enhedschef Anders Thal Rønneberg på tlf. 7255 6570 eller Faglærer Mette Kirstine Bloksgaard på tlf. 7255 1423.
Om Danmarks Fængsler, Fængselskreds Øst
Fængselskreds Øst består af et kredskontor, åbne og lukkede fængsler, arresthuse og tilsyn, samt fodlænkeafdelinger, transport og bevogtning, udrejsecenter og udlændingecenter fordelt på hele Sjælland, Bornholm og Færøerne.
I alt ca. 2000 ansatte.
For yderligere information om Danmarks Fængsler henvises til hjemmesiden www.danmarksfængsler.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Albertslund Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Herstedvester Fængsel, Holsbjergvej, 2620 Albertslund
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 24-04-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/f82bd2e0-9e6d-4e43-92e5-c90b9f986bcb